En ny verden af mad

 

Vores Klima
‘’Så er der serveret’’. Aftensmaden er klar og du sætter dig til bords. Vi skal have krebinetter med kartofler og sovs, din yndlingsret. Tidligere havde du en samtale med din kollega omkring klima, miljø og CO2 udledning. Der ryger nu en række refleksioner ind over bordet, og debatten er åbnet - kød eller ej?

Efterhånden er emnet klima noget, der oftere kommer på banen rundt omkring i de små danske stuer, især når aftensmåltidet serveres og vi kigger på hvad, måltidet består af. Flere og flere stiller spørgsmål til om der skal være kød på bordet eller ej, eller måske bare hvor ofte. Emnet er ikke noget alle nødvendigvis er helt begejstrede for at tale om, og det kan der være mange grunde til.

Spørgsmålet lægger nemlig op til, om en mere plantebaseret kost måske er vejen frem i forhold til bedre at kunne værne om miljøet, for ikke at forglemme vores helbred. Det er en debat ikke alle har lyst til at tage.

Men når vi sidder rundt om aftensmadsbordet og snakker om, hvorvidt kød har en effekt på miljøet, er det ikke nødvendigvis alle, der har samme forståelse for de udfordringer, vi står over for i dag. Det vigtige er derimod, at vi kan bringe vores forskellige forståelser sammen til én helhed - ét fælles mål. Et mål om, hvordan vi bedst kan gøre en forskel hver især.

Hvad kan vi gøre?
Spørgsmålet er: hvad kan vi egentlig gøre, andet end at skifte vores elpærer ud med en mere energivenlig elpære? Hvem er den værste spiller på holdet i kampen mod global opvarmning? Er det folk, der ikke genbruger? For mange biler på vejen? Flyrejser? Der er ingen tvivl om at alle disse skader miljøet, men ingen af dem udgør den største fare. Vi skal i stedet tilbage og kigge lidt nærmere på vores aftensmad tallerken. For hvad med alt det kød, som vi spiser?

Kødproduktionen har været med til at lægge et ekstra pres på miljøet. Faktisk er det kødproduktionen, der udgør vores største miljømæssige problem - både på lokalt og globalt plan. Her er der tale om udledningen af drivhusgasser, forurening, vandforbrug, arealer der bliver brugt til landbrug og meget meget mere. De miljømæssige fordele ved at skifte de animalske produkter ud med vegetabilske fødevarer, er nu så veldokumenterede, at det er svært ikke at møde et godt argument for hvorfor, at planterne skal fylde mere på tallerknen.

Hvor stor en forskel gør det at spise mere plantebaseret?
Et amerikansk studie beskriver at i forhold til den traditionelle vestlige kost, er en vegetarisk og vegansk kost med til at nedsætte den gennemsnitlige udledning af drivhusgasser med op til 67 %, vandforbrug med op til 75 % og ikke mindst jordbruget med op til 79 %. Det er fantastisk at tænke sig, at hver gang vi tilvælger planterne fremfor køde, er vi med til at gøre vores for at støtte op om miljøet. Der er et ordsprog om, at man ikke kan få meget for en 25 øre, men for 100.000 25 ører, så bliver det lige pludselig ret meget, synes du ikke? Det vil altså sige at hvis vi alle sammen spiste mindre kød i løbet af ugen, så ville det have en betydelig forskel i det store billede.

Vi elsker smag og traditions tro.
Det er interessant, at en af de barrierer, der for mange ligger i at fravælge kødet, handler om traditionens- og vanernes tro. Det er noget, der ligger så dybt i vores rødder, at det kan være svært at give slip på igen. Nogle af de vigtigste elementer der ofte forbindes med kød, er bl.a. smag, opfattelsen af, at et måltid indbefatter kød, at det er noget, vi spiser i fællesskab, kostrådene og reklamer for kød, som en væsentlig del af en sund kost.

En helt ny smags oplevelse.
Selvom vi kan føle os bundet til nogle af disse barrierer, er det vigtigt at være åbensindet, når valget kommer til at vælge en mere plantebaseret kost. For der er så mange muligheder, når man først får øjnene op for, hvad en plantebasert kost egentlig indbebærer. Især nu om dage, hvor efterspørgslen af plantebaserede produkter er steget drastisk, og hvor et plantebaseret måltid kan være så fyldestgørende, at det ikke giver følelsen af, at kødet ‘mangler’. Netop, fordi vi kan lave skønne smagsfulde retter med planterne i centrum. Der er allerede mange, der har taget valget om at skære ned på kødet og skrue op for planterne. Mange har beskrevet det som en ny verden, der har åbnet sig. Nye smagsnuancer, nye retter mad, og selv et vegetarisk måltid, der minder om mormors køkken. Mulighederne er mange, og dem skal vi gribe an og få det bedste ud af. Både for os selv og for vores planet.

15.01 2018