Fordelene ved at spise en plantebaseret kost

Vi kan vist alle efterhånden blive enige om, at hvad vi spiser påvirker vores helbred. Der er dog mange forskellige meninger og holdninger til, hvad der er bedst for os at spise, hvilket kan være meget forvirrende. Heldigvis er de fleste forskere enige om, at det at spise uforarbejdet og plantebaseret kost er direkte forbundet med adskillige sundhedsmæssige fordele.

Men hvad vil det egentlig sige at spise uforarbejdet og plantebaseret?

Uforarbejdet betyder, at ingredienserne i maden er så tæt på deres naturlige version som muligt, eksempelvis at de ikke er raffinerede. En plantebaseret kost betyder at grøntsager, kerner, nødder, frø og frugter er centrale i dagens måltider. At spise plantebaseret er desuden nødvendigvis ikke det samme, som at være på en strikt vegansk kost. Flere vælger nemlig at være fleksitarer, hvor plantebaseret mad stadig er det centrale, men hvor små mængder animalske produkter også er tilladte.

Hvad er så helt konkret fordelene ved at spise plantebaseret? Lad os kigge på nogle eksempler.

#1 Bedre fordøjelse
Kostfibre spiller en vigtig rolle for fordøjelsen. Vores krop har brug for gennemsnitsligt 25-30 gram fibre per dag, men desværre får de fleste af os ikke nok. Fibre kommer udelukkende fra planter, så af denne grund vil du, ved at følge en plantebaseret kost, sørge for de fibre, som din krop har brug for. En bonus ved fiberrig kost er desuden, at du vil føle dig mæt i længere tid, hvilket ofte medfører, at du spiser mindre og dermed har nemmere ved at nå eller bibeholde en sund vægt.

#2 Stabilt blodsukker
Når du spiser fiberrig kost tager det længere tid for sukkerarter som glukose at sprede sig i dine blodbaner. Af denne grund vil du opleve et mere stabilt blodsukker, som på længere sigt kan betyde mindre risiko for at udvikle type 2-diabetes.

#3 Sundere mikrobiota
I vores krop er der faktisk flere bakterieceller end humane celler. De bakterielle celler er dog ikke alle sammen ens. De ”gode” bakterier, som er ernæret af plantebaseret kost, hjælper os med at absorbere næring, styrker vores immunforsvar og har antiinflammatoriske og anticancer-effekter. Disse står i kontrast til de  ”forkerte” bakterier, som lever af animalske produkter og fastfood, og som øger chancerne for åreforkalkning, hjertesygdomme og endda kan forårsage ubalance i skjoldbruskkirtlen.

Nu ved du mere om, hvorfor en plantebaseret kost kan være god for dig. Hold øje med siden her, hvis du vil lære mere om hvordan du kan reducere dit kødforbrug og spise mere plantebaseret!

22.09 2017